Dyrene

Sliderne:

Belgier Copyright ikke identificeret

De to stærkeste heste var den såkaldte belgiske og den såkaldte jyske hest, der jo stadig bruges af Carlsbergs ølvogne

Jysk Copyright ikke identificeret

Oldenborg Copyright ikke identificeret

Mindre stærk, men mere elegant var Oldenborgeren. Den lettere Frederiksborghest var ikke egnet til det tunge landbrugsarbejde.

Nordbaggeren var derimod en lille slider, men ikke så almindelig.

I 1953 var der 399.000 heste i Danmark i overvejende grad som brugsdyr i landbruget. Efterhånden overtog traktorerne det tunge arbejde. De fleste heste i Danmark i dag er i overvejende grad til hobby-brug.

Nordbagger Copyright ikke identificeret

Heste: udstyr og redskaber

Hammel med svingler

Kobbel

Et seletøj - uden halerem Copyright ikke identificeret

Hovedtøj med bidsel - her uden skyklapper Copyright ikke identificeret

Vognlygter Copyright ikke identificeret

Plov Copyright ikke identificeret

Ploven var det uundværlige redskab og efter jordens pløjning og harvning skulle der sås med såkaldt radsåmaskine;
Når der blev sået byg, kunne der i visse tilfælde samtidig sås græs- og kløverfrø som såkaldt udlæg. Efter høsten kunne den pågældende mark så blive græsmark.
Efter nedpløjning af en græsmark, typisk efter 3 års brug, var den sædvanligvis efterfølgende afgrøde havre, evt. roer; det skyldtes den meget efter græs efterladte kvælstof, der var befordrende for de to nævnte afgrøder.
Såning af roefrø skete også med såmaskine med kun 4 tragte.
Før såning skulle maskinen "sås ind", dvs. testes for mængden af sået korn pr. tønder land.
Nogle havde mindre såmaskiner og kunne derfor kun så 2 rækker roer ad gangen.

Såmaskine Copyright ikke identificeret

Mellemrummet mellem roerækkerne blev renset med en såkaldt radrenser - men mellem roerne var der kun det hånddrevne hakkejern til rådighed.

Inden der kunne høstes skulle der "hugges for" og bindes neg med halmbånd ved håndkraft - uanset tidsler og brændenælder !

Kornet høstedes med en selvbinder med et forspand på 3 heste; typiske fabrikater var Deering og McCormick.
En selvbinder var så dyr, at to-tre landmænd hyppigt deltes om én.

Når kornet var tørret i ornesteder [gl. dansk: at orne=at tørre] og kørt hjerm, skulle de løse tilbageblevne strå bjerges med en hesterive.
Resultatet kaldtes rivning og blev straks tærsket i en kæmpesky af støv!

Dyr som indtægtkilde - og arbejdsgiver

Rød dansk malkeko

Jerseyko Copyright ikke identificeret

Når køer stod bundet på marken var de iført en grime med tøjr til tøjrstagen, banket i jorden med en tøjrkølle

Den mest almindelige ko var af rød dansk malkerace; jysk sortbroget var ikke udbredt i Refsvindinge i 1950'erne. Dog havde enkeklte brug Jerseykøer. De gav mælk med høje fedtprocenter: afregningsgrundlaget fra mejeriet sammen med et kvalitetsmål 1- 4 !

Som kødproducerende husdyr var Jersey ikke så givtig som den røde danske ko.

Anvendelse af kotøjring var ikke så udbredt; mange havde folde med elektrisk hegn, hvortil strømmen hentedes fra enten el-nettet eller en akkumulator.

Med tangen til venstre klippedes der numre i ørekanterne på kalvene.
Eksempel: 147 gav 2 topklip i venstre øre (100), et yderklip (30) samt et bundklip i samme øre (10); i højre øre: 2 yderklip (6) samt et bundklip (1).

I Refsvindinge var der, som i de fleste sogne, en kontrolforening.

Kontrolforeningens opgave var for landmændene at registrere den enkelte kos ydelse. D.v.s. årlige mælkemængde og mælkens fedt%.

Det foregik på den måde, at kontrolassistenten, som var ansat af kontrolforeningen, ca. en gang om måneden overværede malkningen -morgen og aften - , hvor han registrerede mælkemængden fra hver ko og udtog en prøve, fra hvilken han bestemte mælkens fedt%. Denne kemiske proces kaldtes en gerberering. Mælkemængden måltes med en speciel spand med glashævert og analysen foretoges ved hjælp af en transportabel, hånddrevet centrifuge, anbragt i en grøn trækasse. Hele udstyret kan i øvrigt beses på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, Auning.

Kontrolassistenten førte for hver landmand en protokol over de enkelte køer og deres ydelser. En gang om året udgav alle de fynske kontrolforeninger i forening en grøn bog, hvori hver enkelt landmand var anført med sine opnåede resultater. Inden for den enkelte kontrolforening – som f.eks. Refsvindinge – var landmændene opstillet i orden efter, hvor gode, deres besætninger havde været. Det var ikke sjovt at have den nederste placering!

Disse målinger var af stor betydning for avlsarbejdet; hvilke dyr skulle der avles på ? Når der skulle vælges tyresæd fra tyrestationen til inseminering, var det også vigtigt, at den enkelte kos stamtavle var noteret i kontrolbogen - derved kunne man undgå indavl/incest. Dyrskuer havde også en vis betydning for nogle få landmænd, som med deltagelse her kunne få en objektiv vurdering af den enkelte ko - og måske endda få en præmie til ophængning i entréen. En del steder ophængtes skifertavler i stalden med nøgletal om den enkelte ko.

Kontrolassistenten havde, som det fremgår, nyt arbejdssted hver dag. Derfor måtte han rejse rundt med sit udstyr. Det foregik på den måde, at den enkelte landmand bragte hans grej frem til den næste. Kontrolassistenten selv – oftest en ungkarl – overnattede typisk på de forskellige ejendomme, hvor han også fik kosten.

I 1950erne var formanden for Refsvindinge Kontrolforening Johannes Jensen, Aaskovgaard. Kontrolassistent var i starten af 1950erne vendelboen Anton Petersen, populært kaldet Pølsegilde-Petersen, idet han i sæsonen stort set var til pølsegilde på en ejendom hver aften. Petersen døde i midten af 1950erne og blev afløst af Arne Møller. Petersens enkle "privathjem" var et værelse på Svalehøj-gården ved Nyborgvej.

Trommesyge var som regel en følge af køernes afgræsning af frisk kløver eller specialafgrøden sneglebælg (kvælstofsamlende grøngødning), specielt hvis disse afgrøder var fugtige. Ubehandlet var trommesyge dødelig !

Slange til udluftning/afgasning af komaven ved trommesyge

Mere drastisk var dette spyd, stukket direkte i den gærende komave

Mund og klovsyge var ikke helt ualmindelig og en kritisk situation for specielt mindre besætninger

Malkemaskine med pulsator, der fordelte undertrykket/suget, dannet af malkemaskinen, mellem højre og venstre side i en fast rytme. Copyright ikke identificeret

Skulle mælkespandene transporteres "op til vejen" var dette køretøj praktisk.

Transportspand à 40 liter med navn- og mejerinummermærkning og en såkaldt maskinspand.

Efterhånden fik flere og flere lidt større brug malkemaskine, typisk af mærkerne Manus eller Alfa Laval

Mælken leveredes i transportspande til mejeriet ved mælkekusken, der ankom allerede ved 7-tiden om morgenen.

Mejerierne afholdt hvert år offentlige, mundtlige licitationer over de forskellige indsamlingsruter/mælketure. Turenes størrelse var afpasset efter, at de kunne køres med en almindelig landbrugsvogn. Her bød interesserede på ruterne og den, der bød lavest, fik ruten. De bydende - og dermed mælkekuskene - var oftest husmænd, der dermed fik en biindtægt, men i nogle tilfælde også vognmænd

Licitationsperioderne fulgte mejeriernes regnskabsår, som var 1.10 - 30.9. Når regnskabsåret var slut og regnskabet godkendt af generalforsamlingen med efterfølgende "mejeribal" som var en middag med efterfølgende dans, blev der udbetalt "overskud" også kaldet "efterbetaling" Det var her landmændene kunne kende de gode mejerier fra de ringere drevne, idet den løbende afregningspris var ens på alle mejerier, mens efterbetalingens størrelse var udtryk for, hvor økonomisk effektivt, mejeriet var drevet.

Den 3-benede malkeskammel gled efterhånden helt ud af brug - når den ikke lige skulle bruges ved bærplukning ! Copyright ikke identificeret

Ved påfyldning af mælkejungen fjernedes evt. urenheder med en sigte som denne.

Vanddrevet mælkekøler

Grisesoen med sit kuld. Copyright ikke identificeret

Som smågrise fik de små dyr "brækket" tænderne for ikke at beskadige soens yver.

Under opvæksten blev de små orner "skåret", dvs. gildet. Så voksede de op som galte; hungrisene kaldtes gylte, indtil de blev drægtige.

Slagterisvin Copyright ikke identificeret

Den brutale "nummerhammer"

Slagtesvin skulle ved leveringen helst veje ca. 80 kg.og dermed 57-62 kg. slagtet vægt. Afregningen beroede ud over vægten på en kvalitetsklassifikation med 5 trin; højeste pris opnåedes ved lavt fedtindhold.

De tidligere øremærker af blik blev afløst af en form for "hammer" med et mønster af spidse metalsøm, der viste leverandørens nummer; hammeren bankedes ind i grisens baglår ved leveringen som identifikation ved afregningen.

Slagterisvin kunne også leveres på stationen i Refsvindinge og derfra sendes til slagteriet.

Et enkelt metalmærke

Rullen med flere mærker

Grisekasse fra Stenhavevej

Dansk landrace orne Copyright ikke identificeret

En grisekasse brugtes til at transportere en so til orne, når den var beredt til det eller vejes på decimalvægten mhp. evt. levering. Kassen af brædder skulle løftes ved håndkraft.

Et par landmænd havde orner, som de mod betaling stillede til rådighed, når en griseso skulle "løbes"

Høns - her hvide italienere; de boede i hønsehuset og om natten sov de på hjalene. Det foretrukne foder var havre - og så viste det sig, at de også kunne tåle at æde restbeholdningen af bejdset såsæd. Høns kunne indfanges med en såkaldt hønsekrog - for at hindre dem i at flyve ud af hønsegården måtte de stækkes.Copyright ikke identificeret

Ugentligt afhentedes de indsamlede æg, pakket på bakker i æggekasser af træ.

Gæs og ænder

Æggepengene gav et godt tilskud til betaling af kontrabogen i Brugsen
Daggamle kyllinger kunne købes et par steder i Refsvindinge og slagtehøns sælges til fjerkræslagteriet. Hønsene boede i eget hus: hønsehuset

Ællinger og gæslinger kunne købes lokalt; størstedelen af opdrættet blev brugt i egen husholdning, bl.a. Mortens aften og juleaften.

Havde man ikke for meget græsareal selv, kunne man bygge et gåsebur, dvs. en træramme af lægter, beklædt med hønsenet og anbringe det i vejrabatten med fjerkræet i.

Evt. kunne man med le meje vejkantsgræsset og bringe det hjem til fjerkrægården.

En tysk korthåret jagthund var den mest almindelige vovse - stamtavle blev der ikke set på !

Endnu var fænomenet lænkehund udbredt

En gårdhund skulle have gode jagtvaner, dvs. den skulle kunne rondere, støve, være standfast og kunne apportere.

En Foxterrier var ikke ualmindelig - den var særlig god til at tage rotter - men også mus.

Af og til var den således i komkurrence med katten, når der var mus på menuen, f. eks. ved åbning af en roekule eller tømning af et gulv med tærskekorn i laden.

Musejægeren

Ejendommens dyr

Sliderne:

Heste: udstyr og redskaber

Dyr som indtægtkilde - og arbejdsgiver