Jordens pleje og afgrøderne

Såfremt nogen ønsker at gøre ophavsrettigheder gældende mht. billeder, bragt på denne side, bedes henvendelse rettet til webmaster, jf. forsiden

Landbrugsejendomme handledes næsten altid til overtagelse 1. marts, og det var ikke helt tilfældigt. Mens kirkeåret starter først i december, ja så kan man sige, at landbrugsåret starter primo marts.

Alt efter hvornår frosten går af jorden og hvor hurtigt jorden tørrer, så den bliver lys i overfladen, kan harvningen begynde. Det er slidsomt arbejde at gå bag hestene med harverne, men op gennem 1950erne anskaffer flere og flere landmænd traktorer, hvad der letter arbejdet ganske meget. Men traktorer skal jo betales og de økonomiske resourcer er ikke rigelige. Når markerne er harvet et par gange med nogle dages mellemrum, så jorden er yderligere tørret, kan såningen begynde. Først kornet, hvor de største arealer oftest tilsås med byg, men lidt havre sås der også. På det tidspunkt har landmanden også besluttet, hvilke arealer, der skal være hans græsmark i de kommende år; så på de arealer (udlægsmarkerne) sås der kløver - og græsfrø sammen med kornet.

Efter såningen tromles de nysåede marker.

Kort tid efter bliver det tid til at så roer.

Roemarken giver meget arbejde hen over foråret.

Så snart planterne er dukket op af jorden, foretages den første radrensning for at hindre, at ukrudtet kvæler de spæde roeplanter.

Snart er det tiden at foretage udtyndingen. Selvom der spekuleres meget i udvikling af maskiner til denne opgave, er der stadig kun en måde: Roejernet bringes til smede for at få påsat et nyt stålblad og så separeres planterne manuelt, så de står enkeltvis med 10-12 cm afstand. Det er et slidsomt arbejde, hvor hele arbejdsstyrker, også børnene lige fra 6-7 års alderen, må tage del. Alle døgnets lyse timer må tages i brug.

Efter udtyndingen foretages igen radrensning og det gentages lige til roerne lukker rækkerne.

Raderensning klarer ukrudtet mellem rækkerne, men mellem de enkelte roeplanter, er der kun en måde at få fjernet ukrudtet, og det er igen med hakkejernet, så der må igen nye plader på jernene og 2. gangs hakningen kan gå i gang.

Er der ledige stunder henover forsommeren udfyldes de bl.a. med reparation og vedligeholdelse af bygningerne, der kan være maling, kalkning, vedligehold af stråtage osv.

Omkring 1. august begynder kornhøsten. Først hugges for med leen, og det lehøstede korn bindes i neg.  Herefter kan høstningen med selvbinderen gå i gang. Det sker tit i et samarbejde mellem naboer, idet selvbindere er dyre, og derfor tit købt i fællesskab. Desuden er det så tungt at trække en selvbinder, at der normalt bruges 3 heste, hvad de færreste landbrug selv kan levere.

Så snart kornet er høstet sættes negene op i såkaldte ornesteder, d.v.s. hobe med 12-20 neg, hvor negene er placeret så de to og to støtter hinanden og står med retning som før det blev høstet.

Efter nogle dage i solen er negene så tørre, at de er klar til at blive læsset på en vogn og kørt hjem.

Så meget af kornet, som der er plads til i gulvene i lader og hjelme kommer indendørs. Resten placeres udendørs i hæs.

Alle lidt større landbrug – og her betyder ”større” blot nogle med 6-8 hektarer – har eget tærskeværk og halmpresser.

Nogle af de små brug, som ikke har eget tærskeværk, sætter alt kornet i hæs udendørs og får så i løbet af eftersommeren besøg af et omrejsende damptærskeværk. Navnet hentyder til, at disse værker  oprindeligt var drevet af dampmaskiner, men i 50erne er man gået over til at bruge  traktor med remskive til at trække værkerne. Damptærskeværket tærsker husmandens korn og binder halmen, så han kan sætte halmen på loftet og kornsækkene i laden. Også avnerne bliver opsamlet og gemt, de kan bruges til at strø under såvel kvæg som høns.

På de større brug er tærskningen en aktivitet, der pågår hen over efterår, vinter og forår, typisk en halv eller hel dag ad gangen. Her er brug for adskillige personer, hvis det skal gå hurtigt. Negene skal kastes fra deres placering og hen til den person, der fungerer som ilægger på tærskeværket. Ilæggeren skærer båndet om neget over og sørger for, at kornstråene jævnt kommer ind i værket. Herudover er der brug for en halmpasser, som tager mod den pressede halm og anbringer den oftest på loftet, hvortil den kommer ved  at presseren skubber den op ad en sliske, bestående af 2 glatte brædder.Endelig skal kornsækkene jo skiftes, efterhånden som de fyldes og der skal holdes kontrol med, at avnerne placerer sig rigtigt i avnerummet, hvor de  blæses ind af en blæser, påsat tærskeværket. Er der ikke personer nok på ejendommen, og her tæller jo både husmoren og skolebørnene med, ja så er der to muligheder. Få naboen til at hjælpe mod tilsvarende hjælp hos ham, eller lade det hele gå lidt langsommere, så samme person kan varetage flere funktioner.

Tærskning bevirkede, at alt i nærheden blev fyldt med støv; især næseborene hos de involverede!

Men tilbage til markerne.

Så snart kornet er kørt ind, er det tid at gå i gang med skrællepløjningen, en pløjning med Langeskov, Mullerup eller Fraugde ploven, forspændt heste eller den nyindkøbte traktor, hvor der ikke pløjes særligt dybt.

Hen over efteråret harves markerne nogle gange, så det spirende ukrudt fjernes.

I september er det allerede tid at tænke på næste års afgrøder. Hvis der næste år skal høstes rug eller hvede, skal jorden pløjes, harves, tilsås og tromles i september. Byg er ikke nævnt, idet vårbyggen ikke fandtes i Danmark i 1950erne.

I oktober/november er det tid for efterårspløjningen, der er betydeligt dybere end skrællepløjningen efter høst. Det skal ske så sent som muligt, for at få mest muligt ukrudt ødelagt, men på den anden side er det et nederlag for en landmand ikke at være færdig med efterårspløjningen, når frosten sætter ind.

I oktober er det også tid for bjergning af roerne.

For sukkerroerne, hvor landmanden har en kontrakt med Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker (ADDS) om at dyrke et bestemt areal, oftest 1 tønde land (5516 kvm), bestemmer ADDS hvornår, de vil have roerne leveret. Det må landmanden så indrette sig efter. Først aftoppes roerne med et  særligt redskab, og toppene køres i en silo til ensilering og senere brug som kvægfoder. Herefter tages  roerne op med en roeoptager, typisk fra Taarup eller Mullerup. Roerne læsses så på hestevognen og køres sammen i en hob tæt på ejendom eller offentlig vej. Herfra skal de videre til ADDS i Odense, og det sker med en af de lokale vognmand, Holger  Ringsmose eller Karl Skrædder, hvor det er sønnen Kristian Kristensen, der varetager roekørslen. Vognmændene læsser roerne ved håndkraft, så det er et slidsomt job, men når de kommer til fabrikken i Odense, nyder de godt af tidens tekniske fremskridt. De har nemlig tippelad på deres biler! Roeleverandørerne får de rester, sukkerfabrikken ikke kan anvende, retur til foderbrug. Derfor må vognmanden ofte på fabrikken få læsset et læs af denne melasse og bringe den tilbage til landmanden. Hos landmanden ensileres melassen oftest sammen med roetoppene, så den er klar til brug som kvægfoder i løbet af vinteren.

Så er der roerne til foderbrug.

Kålroerne (kålrabierne) toppes af og toppen efterlades på marken, mens toppen på bede- og runkelroerne toppes af og køres hjem til ensilering ligesom toppene fra sukkerroerne.

Både kålroer, bederoer og runkelroer sidder så løst i jorden, at de kan væltes med en roeslæde. Den vælter 2 rækker og samler roerne i en stribe, så det er enkelt at køre ved siden af med hestevognen og med en roegreb læsse roerne på vognen.

Roerne bringes hjem, hvor de samles i roekulen. Når alle roerne er hjemme, beklædes kulen med halm, og så kommer, det der kræver kræfter. Nemlig at få et lag jord uden på halmnen, så frosten ikke kan nå ind til roerne. Først pløjes uden om hulen, og så foregår resten med håndkraft, jorden kastes op med en spade. Det giver varmen, først til landmanden og efterfølgende til roerne!

I løbet af vinteren giver roerne mere varme. Efterhånden som kvæget æder af roerne, må roehuset, der ligger tæt ved stalden, genopfyldes. Det sker ved, at jorden og halmen fjernes fra lidt af roehulen og roerne læsses på en vogn med håndkraft, vognen køres til roehusets indgangslem, hvor roerne så kastes ind. Det at fjerne jor og halm er i frostvejer en særlig opgave!. Når roehuset er fyldt, må enden af roekulen igen beklædes med halm og jord.  Når roekulen åbnes er der ofte mus og rotter, som dukker op. Derfor deltager landmandens hund og katte ofte interesseret i aktiviteten. Her ses i øvrigt forskellen mellem den der tænker langt, og den, der kun tænker på nuet. Katten kaster sig over den første mus, den kan fange og sætter sig og nyder måltidet. Hunden er – ligeså snart en mus eller rotte er dræbt – klar til at kaste sig over den næste!

Når roerne er bjærget, pløjes roemarkerne på samme måde som de øvrige marker, der havde huset korn m.v.

Samtidig pløjes de græsmarker, der efter 2 eller 3 år har aftjent deres pligt som græsarealer, og er afløst af årets udlæg.

Hør

gled efterhånden ud af dyrkningslisten