Juulskovbækken
af gårdejerne Henry Bjernemose og Hans Hansen, Kullerup,
stillet til rådighed af Ruth Hansen, Kullerup

Henry Bjernemose skriver:

Der kan skrives mange, mange ting om en flod. Der kan også skrives meget om en å. Men der kan da også fortælles ikke så lidt om en lille bæk.
        Juulskovbækken har sit udspring i nærheden af koblingsstationen på Ferritslevvej ved Bønderskovgård.
        Den løber herfra gennem Dastrup og Juulskov skov, tæt forbi dammene ved slottet, videre gennem parken. Overalt får den tilløb fra dræn og kilder. På østsiden af parken får den tilløb fra Kildemosen.
        Denne mose har sit navn efter talrige udspring og kilder og har fra fortiden været og er stadig, med små lodder, delt mellem omegnens jordbrugere. Der har været gravet tørv og slået græs til hø.
        Nu er mosen stort set groet efter med Viebuske og tørvegravene fyldt op med slam og grus fra drænledninger som er ledt ud i dem.
        I året 1924 blev dette tilløb reguleret og optaget som offentligt vandløb, der blev udarbejdet et regulativ for  bækkens forløb med opgiven bredde og fald, og der blev slået egepæle i bunden af bækken med passende mellemrum og næsten generelt i hvert sving og ud for skelhegn, mange af disse pæle findes endnu.
        i 1968 blev bækken atter målt op og nye pæle blev sat i, nu med nøjagtig 200 m mellem hver. Den fik nu navnet Lamdrup Bæk.
        Få meter fra dette tilløb blev vandet ledet fra bækken ind i mølledammen, hvor det kunne stemmes op ved en vandmølle, som lå i skellet til matr. nr. 12 i Kullerup, nu Bjernemosegård.
        Denne mølle er dog nedbrudt først i 1700. Men selve mølleværket blev dog flyttet til Grøfte Mølle ved Såderup. Sammen med møllen blev også flyttet nogle dages hoveripligt med høbjergning ved Grøfte Mølle.
        I Frederich Baggers oplysninger om Juulskov er også omtalt mølledammen. Mølledamsløkken lå bag gårdens humlehave mod øst ud mod Rosilde Mark. Den var nærmest et morads med Vie- og Ellekrat. Når der skulle slås hø eller hugges gærdestave måtte man soppe i vand til midt på lårene og således gik karle og piger og bar høet, der nærmest var flæg og storskrap, op til højere liggende steder, thi ingen bæster kunne gå i dammen. Også her måtte Bagger gå på fjæle, da han lagde plan til en udgrøftning, som straks lev foretaget. På de bare steder såede han senere med egen hånd en del ellefrø, herved fik han en planteskole, hvorfra der toges Elle til udplantning. Ved gennemgravningen fandt man i bunden store Viestappe, af en ottings tykkelse (22 cm.), man fandt også et par hestetænder af utrolig størrelse. Heraf blev lavet to knivskafter som nu er foræret grev Moltke.
        Mølledammen er nu drænet og opdyrket, kun ved tøbrud og meget store regnskyl kan man endnu se blankt vand hvor dammen har været.
        Den regulerede bæk følger det gamle bagløb, og få meter før den løber ind på matr. nr. 12, løber den igennem en gammel stenkiste, hvorover den gamle vej fra Kullerup til møllen har gået.
        Over denne bro gik også en hoveristi, der begyndte ved “De grønne låger” gennem parken og over bagløbet ved det NØ hjørne af parken. Her var lagt en stor sten på hver sin side af vandløbet, så de næsten nåede sammen foroven og man kunne således let komme tørskoet over. Stien følger nu bækken til skellet mellem Rosilde og Lamdrup marker, hvor to andre sten var sat i på samme måde og stien går nu næsten lige ud til Ellebækgård, hvorfra man bekvemt kunne komme videre til Holckenhavn.
        Efter godt 200 m løb danner bækken skel mellem Kullerup og Lamdrup sogne over en strækning på godt 400 m, hvorefter den danner skel til matr. nr. 9a Espelund, bjerggård kaldet Løjtnantstedet efter bygherren løjtnant Bentz. Bækken paserer på sit videre løb gennem haven på denne ejendom, videre gennem 9b Egon Jørgensen (Granhøj) under bjergvej og langs nordsiden af bjerget, hvor den bl.a. får tilløb fra kælderhalsen, en nu opfyldt kilde, som har ord for at være bundløs.1000 m senere når den frem til starhaven, som ved udskiftningen i 1794 er omtalt som en liden englod.
        Starhaven udtales starrehaven og har sit navn efter en græsart, som dengang groede der. Dette græs, der var meget langt og sejt, var meget velegnet at sno eller flette halmbånd af og var meget eftertragtet.
        Starhaven blev ved udskiftningen delt i små lodder mellem syv gårde i Kullerup.
        Adgangen til starhaven foregik ad et vejspor over matr. nr. 8a. Dette spor skulle hvert år anvises af ejeren og måtte kun bruges af lodsejerne og deres husstand i forbindelse med høbjergning, som blev mere almindelig efterhånden som stargræsset forsvandt.
        Starhaven er nu solgt til H. C. Christiansen, som meget pietetsfuldt har ladet skelstenene mellem de enkelte lodder, blive siddende i hegnet.

                                                Henry Bjernemose

- og Hans Hansen fortsætter:

        
        Når regn og smeltevand får lov at passe sig selv, vil det danne løb på de laveste steder i terrænet.
        Da engenes ejere for 150-200 år eller mere siden, blev klar over, at der var plantenæringsstof i bækvandet, blev bækken sat i bur og måtte løber der, hvor engenes ejere bestemte, og det blev sat i system.
        Fra Bjerget i Kullerup og næsten til åen, blev der gravet bæk ved den højeste side af engene. Med det store fald bækken har, kunne der så sættes dæmninger forskellige steder, så engene kunne overrisles, og vandet kunne afsætte de medførte næringsstoffer. Der var otte dæmninger ned ad bækken. Det bevirkede at afgrøderne blev betydelig større. Gennem mange år blev ajle fra Juulskovs store besætning ledt ud i bækken, og det gjorde  gødningsirkningen endnu større.
        Når der blev gjort så meget for at avle græs og hø, var det begrundet med, at hø næsten var den eneste vitamin og proteinkilde om vinteren. Der kunne ikke købes oliekager på det tidspunkt, da bækken blev brugt til overrisling.
        Da de mange dæmninger i bækken stod til hen i maj måned, før de blev taget op, og bækken aldrig blev oprenset, så fik vi aldrig de store forårsoversvømmelser, som vi kan få nu efter at bækken er optaget som offentlig vandløb. Som følge heraf måtte der ikke sættes dæmninger i bækken, og den skulle nu oprenses hvert år, inden 15. september. Bækken afvander 600 ha., så den har meget at svare til.
        For 110 år siden, da Ferritslevvej blev bygget, blev der lavet en rigelig stor underføring til bækken, men dens bund lå alt for højt, da den helt rettede sig efter den høje bæks bund. Det blev den store bremse på vandet, der nu kom så hurtigt ned ad den rene bæk med det store fald, så det nu kunne sætte Lamdrupvej og nogle kældre under vand.
        Fra rensebrønden ved Johannes Hansens vandsted ligger der en otte tommers  (ca.  90 cm.) drænledning, der går under landevejen og udmunder et stykke fra landevejen. Her skulle bækken flyttes hen, med et passende stort rør under vejen, så ville alle de bremsende sving og krøllerved de to huse være ophævet. Der ville aldrig mere blive oversvømmelser, og den lave dunmae ville kunne dyrkes som anden agerjord.

Lidt anden historie om bækken og tilgrænsende enge og marker

Fra Bjerget i Kullerup passerer bækken en lille eng, der ikke bliver overrislet, den passerer skellet mellem Kullerup og Lamdrup, og her blev den første dæmning sat. Bækken følger sogneskellet ca. 300 m., indtil den i en gravet vinkel drejer over til Lamdrupvej, hvor den i en ny ny vinkel drejer ned ad en lang lige bæk, der også er gravet langs med den høje side af en ca. 70 m bred eng. Her har også været en dæmning omtrent oppe ved Lamdrupvej. Ved den lange lige bæks nordende, bøjer den mod øst, og følger sogneskellet et kort stykke, indtil den gennem 40 stk. 60 cm. rør, går over til den høje jord, hvor den er gravet og tilplantet med et pilehegn på sydsiden.
        Hvor bækken er ledt ind i rørene, er der gravet en rende, så noget af bækvandet  kan overrisle ca. to td. ld. på sydsiden af sogneskellet. Vandet løber herfra ind i Lamdrup enge. Mellem sogneskellet og bækken, ved den høje jord i Kullerup, er der et areal, der kaldes starhaven, fordi der har været store mængder af en starart, omtalt af Henry Bjørnemose. Foruden denne starart, findes der 57 andre arter her i landet, hvoraf en del er sumpplanter. Da det svinder stærkt af sure sumpe, svinder det også af stargræsset. Der findes dog en lille plet hos Knud Rasmussen, Lamdrup. Ved Hjulby Søs vestende er der et betydelig større stykke, som Else Marie (ca. 10 år) og jeg besøgte. Else Marie sprang over tuerne, til min advarsel svarede hun blot, at det var spændende farligt.
        Når bækken nu løber ind i Lamdrup enge, er den gravet lige op til et trekantet areal, på 4 td. ld., først med retning mod øst, senere mod nord, til den når Ferritslevvej. Jorden havde tilhørt min fader, men da han købte vor nabogård, bød loven, at han skulle sælge mindst 4 td. ld. til en ny landbrugsejendom for at lægge to gårde sammen, og det passede lige med trekanten, som blev solgt til gartner og kusk Rasmus Christensen, Biskoptorp (1908).
        De store Lamdrup enge har nærmest været mose førhen og stærkt bevokset med kæruld og dunhamre, deraf navnet Dunmae, og 1572 omtaltes Lamdrups eneste gård Dunmosegård. Gården brændte 1684, og blev udstykket til de syv nye gårde, som Lamdrup nu består af.
        I den laveste eng, der var beliggende på branddam 1 til Ferritslev, hvor den nåede hen med en smal strimmel eng, er der sat en dæmning, så der hele vinteren var samme vandstandshøjde. Her blev der mange gange en meget fin og ufarlig skøjtebane, hvor jeg og mange andre har tilbragt mange dejlige skøjtetimer. I frostklare vinterdage kom der næsten flere skøjteløbere, end der var plads til.
        Fra Dunmaen går den høje bæk hen til en landevejsunderføring, der blev lavet, da Ferritslevvej blev bygget for 110 år siden, den er rigelig stor, men dens bund ligger for højt, og derfor får vi balladen med de store oversvømmelser.
        Sommeren 1980 blev der lavet et kostbart arbejde med at lægge større rør under overkørslen ind til huset syd for landevejen, men da bunden i underføringen ikke blev sænket, er et kostbart arbejde spildt. Det var ren og skær byggesjusk. Vandet kan jo ikke løbe fra den lave bæk, før vandstanden er nået op i højde med den høje bæks bund, og så er det for sent, under tøbrud, stærk regn eller begge dele samtidig. Afløbsrørene skal så langt ned, og være så store, at de kan tage fra, fra begyndelsen af.
        Når bækken kommer under landevejen, har der indtil 1908 været dæmmet op til en vandmølle, der trak et lille uldspinderi, der var i huset “Vedbækka”.
        Bækken, som oprindelig gik lige ud langs pilehegnet langs sogneskellet, bøjer nu udenom “Vedbækkas” have, og går hen til den gravede bæk, så der bliver en ca. 35 m bred eng, der nu kan overrisles. Ved nordenden af denne eng, bliver bækken atter ført over til sogneskellet, som den følger og altid har fulgt de næste 500 m. Her drejer den så af, ned gennem en lille skov. For nordenden af denne skov, drejer den i vinkel mod øst. 100 m længere nede slår den et knæk mod venstre, og nu løber den ind i 100 m 60 cm rørledning, og udmunder kort efter i Vindinge Å.
        Kort efter istiden har der i vor, Kullerupgårds og to andre naboers marker været en sø på 20-30 td. ld. Ved gentagne overfyldninger, skar vandet sig ned til åen gennem den stenfyldte lerjord.
        Da bækken, som tidligere omtalt, aldrig blev oprenset, havde far 3-4 td. ld., som vi aldrig kunne så før hen i maj måned. Her besluttede min far så at lave en eng, der kunne overrisles. Der blev gravet en 450 m lang bæk. Vandet blev ledt ind i den, ved at sætte en dæmning i bækken, så vandet nu løb lige ud, ind i den nye bæk. To andre dæmninger længere ude fordelte vandet. Det gik godt nogle år, men da bækken 1924 blev optaget som offentligt vandløb, blev der mulighed for at dræne det lave areal. Fars private bæk blev derfor sløjfet, og der blev lagt et 400 m langt dræn, med 4 tommers (ca. 10 cm) rør. Ledningen blev lagt syv favne (ca. 13 m) fra bækken, men det viste sig hurtigt, at det var for kort afstand fra pilehegnet langs bækken. I løbet af få år blev drænrørene lukket med pilerødder, særlig af Vidiepil. Drænrørene blev derfor lagt endnu 13 m længere ud, og så var der endda enkelte rødder, der nåede derud, så måtte pilehegnet væk. På den lave mark var der nogle pletter, hvor intet ville gro. Ved senere dræning, opdagede vi, at der disse steder var et ca. en halv m tykt lag al. Da al dannes ved, at lyngsaft siver ned, og kitter sand og grus sammen, så har her gennem flere hundrede år vokset lyng. Og herfra stammer det nok, når vi siger ude på heden, eller Kullerup hede.

Lamdrup 1981
Hans Hansen