Det er ret atypisk for en landsby som Refsvindinge, at der slet ikke fandtes nogen af de såkaldte statshusmandsbrug.
Statshusmandsbrugene blev oprettet i perioden 1899 – 1964 med baggrund i forskellig lovgivning. Langt størstedelen dog i 1920erne.
I 1899 blev den første lov om statshusmandsbrug vedtaget. Baggrunden for loven var ønsket om at give landarbejdere mulighed for at få foden under eget bord. Loven gav mulighed for et statslån på kr. 4.000 til køb af jord og bygning af de fornødne avls- og beboelsesbygninger. P.g.a. det beskedne beløb, blev ejendommene ganske små, oftest i niveauet 4 tdr. land. Derfor måtte disse ”statshusmænd” ofte også arbejde som lønarbejdere på godserne.
Det største problem var imidlertid at skaffe tilstrækkeligt med jord til udstykning. Det fik Rigsdagen fundet en løsning på i 1919. da de vedtog den såkaldte Lensafløsningslov.
Baggrunden for denne var, at gennem adskillige århundreder havde omkring 75 af landets største godser , (de såkaldte Stamhuse, baronier og grevskaber , samlet betegnet som majoraterne), som vi stadig ser det i Sverige, været organiseret som en art selvejende institutioner. Dispositionsretten (men ikke ret til at sælge eller pantsætte!) gik i arv efter særligt fastsætte regler, normalt til ældste søn, og hvis en sådan ikke fandtes, da til nærmestbeslægtede mandlige familiemedlem. D.v.s. efter stort set samme regler som den dagældende arvefølge i kongehuset. Var der på et tidspunkt ikke nogen arvtager, overgik alle rettigheder til Staten. I Grundloven fra 1849 var det bestemt, at disse ordninger skulle ophæves, og det skete så i 1919 med Lensafløsningsloven, hvor det blev bestemt, at de ca. 75 godser - mod erstatning – skulle afgive en trediedel af deres jorder til udstykning til statshusmandsbrug. Betalingen til godserne fremkom ved, at de blev pålagt en statsafgift på ca. 25% af den samlede formue mod at resten så overgik til godsets besidder.
Udover jord fra disse ca. 75 majorater, blev der også bygget statshusmandsbrug på en del af de jorder, der tidligere havde tilhørt præstegårdene.
Modellen var nu, at husmændene fik statslån til finansiering af 90% af anskaffelsessummen for bygningerne, mens de forpagtede jorden af Staten på jordrentevilkår, typisk en årlig betaling på 4% af jordens værdi.
Landet over blev der gennem årene oprettet ca. 32.000 statshusmandsbrug, de sidste i 1964.
Landsforeningen Bedre Byggeskik stillede via Statens Jordlovsudvalg nogle arkitekttegninger til rådighed for de vordende bygherrer. Derfor har statshusmandsbrugene et rimeligt ens, karakteristisk udseende. Det var på en måde Danmarks første typehuse; længe inden man kendte dette begreb.
Lidt pudsigt kaldes det et statshusmandsbrug, mens man ellers taler om et husmandssted. Da der efter 1899 reelt ikke er oprettet andre nye husmandssteder end statshusmandsbrugene, kan man konstatere, at et husmandssted er oprettet før 1899, mens et husmandsbrug er oprettet i 1899 eller senere!
I Refsvindinge var der ingen majorater, der havde jord, og på den tid heller ingen præstegård. Refsvindinge var jo – og havde i hvert fald siden reformationen været - annekssogn til Kullerup. Derfor etableredes der ingen statshusmandsbrug i Refsvindinge.
Det drastiske fald i antallet af egentlige landbrug har baggrund i en stadig liberalisering af vilkårene for sammenlægning af ejendomme.