Familien Nielsen: Anna, Finn, Folmer, Kay og Dorrit

Bagved Folmer anes jernbaneskråningen; her kørte toget forbi mod Nyborg

efter denne køreplan, klik her

Familien havde flere aktiviteter:
Folmer var barber og frisør og drev samtidig en butik med tobaksvarer, papir og mindre fornødenheder. Butikken  var  nærmest hans hobby, en tunghør har et særligt kontaktbehov, som de hørende ikke forstår. Folmer nød at tale med kunderne i butikken, men man tjener ikke mange ører på en pakke cigaretter. Det er skat det meste.

Anna var damefrisør, og passede hjem og børn. En periode med en ung pige i huset.

Folmer var under uddannelse til lærer, men måtte på grund af tiltagende  døvhed  opgive dette. Formodentlig opstod døvheden ved en faldulykke under et job i landbruget tidligt i hans ungdom.

Han lærte mundaflæsning og tegnsprog for døve, og klarede sig godt i forretningen med støtte af sin kone.

Børnene kunne ofte ved hjælp af mundaflæsning redde sig en ekstra ispind, hvor far Folmer blot nikkede samtidig med han klippede en kunde. Alt foregik helt lydløst, og to is er bedre end en!

Som dreng var Kay lejlighedsvis medhjælper - ved arbejdet med at rengøre yderst snavsede bildele - hos mekaniker Pedersen; det gav ekstra arbejde til Annas vaskebræt !

Forretning og bolig

Kay fortæller:

Omgangsformerne og familiernes økonomi var meget strammere i 50’erne end her i velstandssamfundet ca. 60 år senere. Førstelærer K.D. Madsen,  Pastor  Rischel  og Martin murer samt nogle landmænd var meget respekterede og styrede byen.
Men familien klarede sig rimelig godt igennem ved flid, dyrkning af haven og sparsommelighed. Man brugte det, man fik ind fra frisør-håndværket; men der var intet overskud. Først da jeg blev voksen, kunne vi sammen rejse på ferie et par dage.
Min mor var den ældste i en børneflok på 10, og havde som ung støttet sin familie med pasning af mindre søskende samt haft job i huset og senere ansat som kokkepige på  et børnehospital. Mor var god til det huslige og damesalonen krævede en stor indsats.
Min far var ældste søn af skomager Martin Nielsen og Sofie, de havde 4 børn. Desværre døde Martin meget tidligt, så man måtte ansætte en skomagersvend. I kriseårene sidst i trediverne flyttede skomagerfamilien til København.

Vi deltog i byens liv, med juletræ, gymnastik m.m. i forsamlingshuset og sport på sportspladsen.
Trods den stramme økonomi, tog mine forældre sociale hensyn; en invalid fra familien og københavnerbørnene kom hver sommer på ferie.
Min far var boglig dygtig, og han blev sendt i skole i Nyborg Private Realskole, hvor han tog en fin realeksamen. Vi 3 børn blev også sendt i skole i Nyborg sammen med en del andre børn fra byen. Rejsen til skole foregik med Østfyns Jernbane. Vi var ”togbørn”.  Afgang kl 7.22 fra Refsvindinge.
Skoleloven var dengang sådan, at landbørn ikke skulle lære det samme som bybørn. En kendt mand i Refsvindinge sagde: ” Jeg har aldrig haft brug for engelsk, så hvorfor skulle jeg sende mine børn i skole i Nyborg.” Hans yngste, en datter med ben i næsen, overlistede den gamle, og kom i skole i Nyborg. Refsvindinge-børnenes skolegang  i Nyborg fik stor betydning for deres fremtidige virke.
Der gik det rygte, at det var de rige folk nede ved landevejen, der havde råd til at sende deres børn til Nyborg. Man troede fejlagtigt, at Folmer Barber var velstående.
Det bevirkede hvert år ved torskegildet i forsamlingshuset, at skattekommisionen  sagde:
”Du kan ikke leve af det, du har opgivet, Folmer”. ”Du har børn i Nyborg skole”. ”Vi sætter din skat op.”
Far kom hvert år nervenedbrudt hjem fra torskegilde, og forstod ikke han skulle straffes, da han jo sparede kommunen for omkostningerne ved sine børns skolegang .

Som det ses af  beretningen, havde vi et meget godt hjem med dygtige forældre, der forstod at klare tidens  krav i 50’erne.  

John Hjelholt fortæller:

Når vi havde været ude at spille håndbold, transporteret af Johs. Bergholdt på lastbilen, var Folmer altid med.

Efter spillet fik vi så hver en cigaret af Folmer Barber.

John måtte også jævnligt give møde ved Torskegildet i forsamlingshuset.